Alle har hørt om William Shakespeare fra Stratford-upon-Avon – en af historiens største skuespilforfattere. Men var han nu også det? Eller var William Shakespeare i virkeligheden blot en kornhandler og amatørskuespiller fra landet, der blev brugt som frontfigur for en af landets helt store sønner, Sir Francis Bacon? Mysteriet lever, så læs videre, og bliv introduceret til en af de seneste århundreders største litteratur- og teaterhistoriske diskussioner!

Direkte adspurgt om hvem som skrev “Hamlet” og “Romeo & Julie”, vil de fleste svare Shakespeare. En del vil svare “William Shakespeare”, og nogle af vil yderligere kunne supplere med, at han kom fra byen Stratford-upon-Avon, hvor der i dag ligger teatre, museer og andre mindesmærker til hans ære. Alt dette er formentlig også rigtigt – men:

I 1700-tallet – mere end 100 år efter Shakespeares død i 1616 – begyndte de første skeptiske røster at melde sig, med hensyn til om Shakespeare fra Stratford – søn af en middelklassekøbmand fra en uanseelig lille handelsby, uden adelige bånd og højere uddannelse – virkelig kunne have skrevet så store stykker som f.eks. Hamlet, Købmanden fra Venedig og Stormen, foruden de historiske “kongedramaer” om bla. Henrikkerne (fjerde til sjette) og Richarderne (anden og tredje). Krævede dette ikke, kunne man spørge, en historisk og kulturel viden, som man kun kunne tilegne sig på de fineste uddannelser og i de rette sociale (aristokratiske) miljøer?

Francis Bacon

Den første seriøse “udfordrer” til Shakespeare som forfatter til de mange store skuespil var “renæssancemennesket” Francis Bacon (1561-1626), en adelig statsmand, filosof, jurist og forfatter, som ifølge enkelte konspirationsteoretikere tilmed var uægte barn af dronning Elizabeth I. Han blev første gange foreslået som den virkelige bagmand bag Shakespeare af præsten James Wilmot, der i 1780erne fortalte venner og bekendte om den mulige sammenhæng mellem Bacon og Shakespeare, men teorien greb ikke om sig. Derefter var der nogenlunde stilhed indtil 1850erne, hvor to amatørforskere (boghandleren William Henry Smith og den usædvanlige amerikaner Delia Bacon – som ikke var i familie med Francis B.) uafhængigt af hinanden foreslog, at Bacon var den sande forfatter til Shakespeares værker. Senere – i 1800-tallets sidste årtier – hoppede bl.a. den excentriske amerikanske politiker Ignatius Donnelly, matematikeren Georg Cantor og andre mere eller mindre prominente personligheder med på vognen – hvoraf kun de færreste dog udmærkede sig ved at have særlig viden om litteraturhistorie eller sociale og kulturelle forhold i England omkring år 1600.

Det mest markante argument for Bacon er, at han ser ud til at passe på visse menneskers forventninger til, hvad forfatteren til Shakespeares stykker skulle vide noget om, så som historie, politik, jura, teaterhistorie, aristokratiet, med videre. Ud fra en antagelse om at den historiske William Shakespeare fra Stratford umuligt kunne have denne viden, har de ledt efter den af datidens kendte personer, som passede bedst på beskrivelsen. Og her synes Bacon altså at være det bedste match.

Af andre “beviser” kan nævnes, at Bacon i 1603 omtalte sig selv som en “skjult digter” (concealed poet) i et brev til en ven, samt at han tilsyneladende havde en forbindelse til teatertruppen Gray’s Inn Players. Det var dog ikke synderligt usædvanligt for højtstående adelsmænd at støtte en teatertrup, og Gray’s Inn Players associeres normalt ikke med Shakespeares arbejde. Derudover har nogle forskere forsøgt at påvise, at enkelte af Shakespeares stykker er inspireret af dokumenter, til hvilke Bacon og en række andre – men ikke Shakespeare – havde adgang. Af mere esoterisk karakter mener nogle, at originale udgaver af Shakespeares værker indeholder en form for hemmelige beskeder, skjult ved hjælp af det såkaldte “Bacon’s Cipher”, en tidlig kryptograferingsmetode, som blev anvendt af Bacon. Problemet med denne er dog, at hvis man leder tilstrækkelig længe, er tilpas fri i sin fortolkning og har et relativt stort tekstmateriale til rådighed, kan det lade sig gøre at finde “kodede” beskeder om stort set hvad som helst.

Stærke argumenter for Bacon er der imidlertid ingen af, og forudsætningen for hele teorien – at Shakespeare ikke selv kunne have skrevet sine dramaer og komedier pga manglende uddannelse – hviler tilsyneladende på et fejlagtigt grundlag. Således kan det dokumenteres, at sønner af velhavende middelklassekøbmænd i midten af 1500-tallet faktisk modtog en ret grundig uddannelse i netop de klassiske fag, som også Bacon så åbenlyst var ekspert i.

Edward de Vere

I 1920 offentliggjorde den engelske skolelærer John Thomas Looney bogen “Shakespeare Identified”, hvori han præsenterede sin egen teori om, at manden bag Shakespeares værker i virkeligheden var den 17nde Jarl af Oxford, Edward de Vere. En række af argumenterne for Oxford er de samme som for Bacon: “Shakespeare kunne umuligt have skrevet så fantastiske værker, mens Oxford passer perfekt”. Samtidig er Oxford beskrevet som en dygtig digter og komedieforfatter i lister og tekster fra 1589 og 1598. En række yderligere argumenter kommer fra fortolkninger af Shakespeares sonneter, som er langt mindre kendte end hans dramaer og komedier, men som nogle forskere mener, er nøglen til personen bag Shakespeare.

Teorien om at Edward de Vere (Oxford) skulle have skrevet Shakespeares værker har fået støtte fra en række markante personligheder, bl.a. psykoanalysens fader Siegmund Freud, de amerikanske højesteretsdommere John Paul Stevens og Antonin Scalia, instruktøren Orson Welles, samt skuespillerne Sir John Gielgud, Jeremy Irons, Keanu Reeves og Michael York. Denne imponerende liste har fået mange, særligt amerikanere, til at tvivle på den traditionelle fortælling om Shakespeare. Forfatteren bag denne blog er dog ikke overbevist. Det er svært at se, hvorfor nutidige skuespillere og juristers holdninger til spørgsmålet skal tillægges nogen særlig vægt, når forskere som faktisk har en indsigt i sociale, politiske, kulturelle og literære forhold omkring år 1600 næsten enstemmigt bekræfter, at William Shakespeare fra Stratford sagtens kunne have skrevet “sine” værker selv, samt at de få skriftlige beviser, som faktisk findes, alle peger på ham.

En yderligere udfordring i forhold til Edward de Vere er, at han døde allerede i 1604, mens en række af Shakespeares centrale stykker først blev opført og udgivet flere år efter de Veres død.

Christopher Marlowe

Christopher Marlowe var en af Shakespeares samtidige, som nåede højdepunktet af sin korte karriere omkring 1590. Blandt hans kendteste stykker er “Tamburlaine” (ca. 1587), “Dr. Faust” (ca. 1588) og “Jøden fra Malta” (ca. 1590). Han blev, efter alt at dømme, stukket ihjel på en kro i Deptford i 1593. Der har i nyere tid været spekuleret i, om det var et almindeligt værtshusslagsmål, som endte galt, eller et egentligt attentat som følge af Marlowes (ubekræftede) aktiviteter som spion for Elizabeth II’s hof. 

Teorien om at Marlowe skulle være bagmanden bag Shakespeares værker, antager, at drabet på kroen i Deptford i 1593 var et skalkeskjul, og at Marlowe, med støtte fra magtfulde venner i hoffet, lod sig forsvinde og levede i en årrække efterfølgende. Det, som taler imod, er, at Marlowes død er ganske  veldokumenteret, at historien om hans spion-aktiviteter hviler på ret begrænset dokumentation, samt at der under Shakespeares navn blev udgivet værker, som i høj grad var inspireret af Marlowes. Således er f.eks. “Købmanden i Venedig” tydeligt inspireret af “Jøden fra Malta”. Det ville, kan man overveje, være usædvanligt for den samme dramatiker at lave to stykker med så forholdsvis ensartede historier. Samtidig er deres literære stil forskellig og, som det er tilfældet med Bacon og Oxford, er der ingen historiske kilder fra 1600-tallet, som forbinder Marlowe med Shakespeares værker! Men i modsætning til de to andre alternative kandidater, hersker der i dette tilfælde ingen tvivl om, at Marlowe selv var anerkendt som en stor dramatiker og forfatter i sin egen samtid og under eget navn.

De andre

Bacon, Oxford og Marlowe har hidtil været de mest populære kandidater til “Shakespeares forfatterskab”, men der er andre teorier: Sir Philip Sidney, John “For Whom the Bell Tolls” Donne, Sir Walter Raleigh, foruden stort set alle samtidige digtere og Dronningerne Mary (af Skotland) og Elizabeth I selv.

I de senere år er nogle af de mere seriøse Shakespeare-forskere kommet til den konklusion, at en række af de skuespil, som blev forfattet i Shakespeares navn, formentlig var blevet til i samarbejde mellem William Shakespeare og andre forfattere som Thomas Middleton og John Fletcher. Denne form for samarbejde var næppe usædvanlig dengang og kan forklare nogle af de stilskift, som findes internt i nogle af Shakespeares dramaer.

Konklusion?

Når alt dette har kunne blive til så stort et spørgsmål, skyldes det bl.a., at der findes få skriftlige førstehåndskilder, som fortæller om Shakespeares liv, og de, som findes, handler bl.a. om hans status som kornhandler og pengeudlåner i Stratford. Der er dog ingen tvivl om, at de stykker som i dag tilskrives Shakespeare, for størstedelens vedkommende også blev forbundet med ham i hans egen samtid, og at der ikke dengang blev stillet spørgsmålstegn ved, om han nu også var forfatteren.

Sammenlignet med andre af 1600-tallets store skuespilforfattere er Shakespeares liv faktisk ikke specielt dårligt belyst. Eksempelvis kendes Thomas Dekker (c. 1572-1632), som dengang var en af de mest produktive dramatikere, stort set udelukkende fra sine skuespil og prosa, samt fra enkelte offentlige arkivalier om hans tid i gældsfængsel (en ikke usædvanlig situation dengang) og om hans død. Og her taler vi om en skuespilforfatter, som var aktiv i godt 40 år, og som befandt sig i de samme teaterkredse som Shakespeare på nogenlunde samme tid. Noget lignende gør sig gældende for en af den gotiske fortællings fædre, John Webster (c. 1580 – c. 1634).

Selv finder jeg det sigende, at William Shakespeare i 1600-tallet stod eksplicit anført som forfatter på en række af de værker, vi kender ham for i dag – og han blev hyldet ved navns nævnelse på f.eks. Stratford-monumentet og i den såkaldte Folio-udgave fra 1624. Alle argumenter, for at Bacon, Oxford eller andre skulle have skrevet værkerne, baserer sig på mere eller mindre frie fortolkninger af teaterstykker, sonnetter og breve samt antagelser om, at kun en højtuddannet adelsesmand eller lignende kunne være forfatter til stykkerne – der er ingen skriftlige beviser, som direkte underbygger de “alternative” teorier. Samtidig ignoreres det faktum, at unge handelsmænd på landet også gik i skole, og at skolegangen dengang handlede langt mere om lige præcis den slags klassiske kundskaber, som Shakespeares stykker er baseret på, end det er tilfældet i dag. Og det er udtryk for en næsten fornærmende nedvurdering af en forfatters kreative evner at antage, at han skal have oplevet ting på egen krop for senere at kunne skrive om dem.

Det er også vigtigt at holde sig for øje, at Shakespeare ikke blev den legende, han er i dag før mere end hundrede år efter sin død – ja, formentlig først efter David Garricks storstillede “Shakespeare Stratford Jubilee” i 1769. I sin egen samtid var han kendt som en dygtig skuespilforfatter, men ikke som et unikum, og de færreste havde dengang forventet, at Shakespeares stykker ville blive opført 100 år efter hans død. Med det in mente er det måske ikke så mærkeligt, at der ikke findes flere kilder og mere dokumentation om kornhandleren, pengeudlåneren, skuespilleren og dramatikeren William Shakespeare (1564-1616), som skrev stykker som Hamlet, Romeo & Julie og Stormen, som var medejer af Globe-teateret i London, og som døde den 23. april 1616 og blev begravet i Stratford-upon-Avon.

Læs mere

Jeg har selv læst et par bøger om emnet og kan anbefale følgende fra Amazon.co.uk:

• Contested Will: Who Wrote Shakespeare? (James Shapiro – støtter Stratford-kandidaten – litteraturhistorisk stærk bog og ret seriøs)
• Who Wrote Shakespeare? (John Michell – gennemgang af mange kandidater – forholdsvis humoristisk skrevet, men stadig god for dem som vil have argumenterne for og imod en lang række mulige “Shakespeares”)