Jorden rystede – en smule – under de dele af Danmark, der støder op til Kattegat, tidligt om morgenen den 6. august 2012. Jordrystelsen – skælvet – blev målt til 4,4 på den såkaldte Richter-skala, og var det fjortende i Danmark, som er målt til over 4 på Richter-skalen, siden registreringerne af jordrystelser begyndte i 1930.
Der er et lille stykke op til de største jordskælv på listen. Den 16. december 2008 og 15. juni 1985 blev der således målt rystelser på op til 4,7 på Richter-skalaen, men selv disse var ikke stærke nok til at forårsage videre materielle skader – om end nogle fik ødelagt deres nattesøvn.
Det måske værste dokumenterede jordskælv i Danmark fandt sted på Thy-egnen den 3. april 1841 – lang tid før seismografer og andet udstyr kunne måle dets reelle styrke. Øjenvidner fra dengang fortæller om revner i bygninger og kirketårne, og flere skorstenspiber faldt ned. Jordskælvet har formentlig været i omegnen af 5-5,5 på Richter-skalaen, til sammenligning.
Der er imidlertid langt fra vores små rystelser til de store kæmpe-skælv, som man til tider hører om i mellemøsten og ringen omkring Stillehavet (Japan, San Francisco, osv.). Eksempelvis blev skælvet i San Francisco-bugten, som foråsagede en del skade på bygninger o.lign. i 1989 og dræbte 63 mennesker, målt til 6,9 på den Richter-lignende momentmagnitude-skala, og skælvet som skabte den dødelige tsunami i det indiske ocean i 2004 blev målt til massive 9,2 på samme. Og 9,2 er i den forstand ikke det dobbelt af 4,6 på skalaen. Skalaen er logaritmisk, hvilket vil sige at 5 på skalaen er ti gange voldsommere end 4 – og 9 er 100.000 (10 x 10 x 10 x 10 x 10) gange voldsommere end 4.
Hvis du er mere interesset i danske jordrystelser, kan du nærstudere en liste fra GEUS, indeholdende data om alle registrerede jordskælv og -rystelser i Danmark siden 1930. Listen er lang, men langt størstedelen af rystelserne er forekommet indenfor de senere år. Man fornemmer at måleudstyr og nidkærheden ift registrering er blevet mere følsomt med tiden, for mens der kun er 11 registreringer på listen mellem 1930 og 1979, var der 27 (syv-og-tyve) bare i juli 2012 – dog ingen over 2,2 på Richter-skalaen, hvilket er meget lavt, eftersom rystelser under 2,9 på skalaen sjældent kan mærkes overhovedet, men dog registreres af følsomt måleudstyr.
Seneste kommentarer