Seneste skud på Nikolaj Cederholms stamme af teaterkoncerter er forestillingen Hey Jude, som opføres indtil 20. januar 2013 i Forum med plads til ca. 4200 publikummer per gang. Forestillingen har i aviserne fået ret blandede anmeldelser på typisk 2-3 stjerner. Da jeg så den tidligere i dag, var det dog i selskab med et meget tilfredst publikum, som kvitterede med stående ovationer!
Som det antydes, er der tale om en teaterkoncert og ikke en musical. Forskellen er ret vigtig, for i en musical må man forvente mere end blot en minimum af sammenhængende fortælling og koherent univers – i en teaterkoncert er det i stedet de enkelte numre, der er i fokus. Det gør sig i høj grad gældende i Cederholm & Cos udgave af Hey Jude. Mens der er en form for gennemgående scenografi, som dog udvikler sig en del i løbet af forestillingen, var der ingen tydelig fortælling – min ledsager og jeg så i hvert fald ingen. De enkelte numre stod i høj grad for sig selv, om end der gennemgående var nogle sceno- og koreografiske overgange, som gjorde, at det virkede som et samlet hele – og ikke som om sangere og musikere “begyndte forfra” hver gang, som det typisk er tilfældet ved mere almindelige koncerter. En stor del af den kritik, som forestillingen er blevet udsat for, er gået på netop det – en manglende fortælling og “mening” med det hele.
Forestillingen byder på en skøn blanding af kendte, mindre kendte og (i nogle tilfælde for mig) ukendte sange – 37 stks(!) – fra Beatles store musikalske katalog. Alt er nyfortolket og i nogle tilfælde ændret ganske voldsomt, om end det for det meste stadig var muligt at identicere et nummer ud fra den underliggende musik, og ikke kun ud fra lyrikken, som kun i meget begrænset omfang var tilpasset. Stilmæssigt bød forestillingen både på rock i den decideret heavy gerne, mere sprælsk jazzet 20er-musik, amerikansk beach pop med masser af synth a la 1980erne og helt klassiske og meget følelsesfulde ballader. Med ganske få undtagelser virkede det dog godt, om end det var svært at genfinde Beatles lige meget i altsammen.
Scenografien var ganske imponerende – på den ene side minimalistisk, med ganske få objekter på scenen – som der til gengæld blev kompenseret for, med en kæmpe – og meget brugt – kran i baggrunden, og med store jern-containere, der blev anvendt på en måde, der fik mig til at tænke på Keith Warners opsætning af Parsifal i Operahuset i 2012. Sigende var det, at der i “takke-listerne” i programmet både var hilsner til en kranudlejer og til Sanistål, samt at der til forestillingen var hyret en decideret flyveinstruktør til at guide sangere i forestillingens mange højtflyvende eksperimenter. Derudover bød forestillingen på den nok mest intensive brug af blæsemaskiner i dansk teater indtil nu. Altsammen meget imponerende.
Selve stemningen og kostumerne i forestillingen ledte tankerne hen på en kombination af 20er-vaudeville med stereotyperne på franske kunstfilm a la reklamerne for Café Noir o.lign. Læg dertil nogle farver og kostumer som til tider tager sig ud som i tegnefilmen Yellow Submarine, og I forstår måske, hvad jeg mener.
Forestillingens sangere er sikre kræfter som Jimmy Jørgensen (er der nogle teaterkoncerter, han ikke har været med i?), Troels Lyby, Pernille Rosendahl, Cecilie Stenspil, Mark Linn, Laus Høybye og unge Jaleesa Johnson. De gjorde det alle godt.
Men var forestillingen så det hele værd? Er der noget særlig interessant i at høre endnu en nyfortolkning af Beatles, med sangere i mærkelige kostumer, tilført lidt blæst, en kran og et par containere? Ja, den var dét værd. Forestillingen er måske ikke nyskabende – måske har den ikke noget budskab, den vil ud med – måske er sangene hver for sig sunget bedre af andre, større sangere – måske tilfører Hey Jude i Forum ikke Beatles musik noget som helst. Til gengæld er det knaldgod underholdning, som publikums begejstrede klapsalver efterfølgende vidnede om. Det er ikke en forestilling for alle – for avantgardisterne, som vil finde skjulte meninger i alt og ynder at tale i timevis bagefter om instruktørens “mening” med forestillingen, er der nok ikke meget at diskutere. Heller ikke de hardcore Beatles-purister, for hvem den oprindelige musik er hellig, og som bemærker hver eneste lille afvigelse fra originalen, vil blive synderligt begejstrede for denne opsætning. Behøver jeg sige, at det heller ikke er en Syng Med-forestilling? For os som gerne have en sansemæssig oplevelse, hvor det hele går op i den umiddelbare højere enhed, for os er forestillingen pengene og de to timer af vores tid hver.
Sidste efterår gav Politikens Erik Jensen tre stjerner ud af seks til britiske Muses nye album 2nd law . Han begræd manglen på substans og sammenhæng, men skrev samtidig, at “Stærkt underholdende, ekstremt vellydende og selvsagt fornemt udført er det”. Man kan sige præcis det samme om Hey Jude i Forum. Der er kun ringe substans og sammenhæng – men det opvejes så rigeligt af alt det andet!
Seneste kommentarer