Apple lancerede den 16. oktober deres nye iPad mini 3, her godt et år efter 2’eren udkom og to år efter den første iPad mini. Er det pengene værd at udskifte den trofaste gamle mini med en ny?
Det kommer an på…. 2’eren, som blev præsenteret 22. oktober 2013, var i sig selv en kraftig forbedring i forhold til den oprindelige Mini. I forhold til originalen havde den fået en Retina-skærm, hvilket betød at skærmopløsningen steg fra 1024×768 til 2048×1536. Samtidig blev processoren udskiftet fra en A5 (samme som i en iPad 2) til en A7 (som i en iPad Air). RAM-hukommelsen steg fra 512mb til 1gb, hvilket var en massiv forbedring.
Der har altså hele tiden været gode grunde til at udskifte iPad mini med i hvert fald en 2’er. Men er der grund til at opgradere til en 3’er, nu hvor 2’eren falder i pris?
Her må svaret være et klart nej. For hvor en ny model typisk har været garant for en massiv opgradering af den foregående, så er der her tale om absolut minimale forskelle. Faktisk ser de eneste forskelle ud til at være, at den nye iPad mini 3 er udstyret med en fingeraftrykslæser, som kan bruges til at låse enheden op, samt at man kan få den i guld (farve). Derudover er der muligvis nogle muligheder i forbindelse med det nye Apple Pay-system til at foretage betalinger, men det vil formentlig være mest naturligt at anvende på en lomme-enhed (iPhone) snarere end på en tablet. Samtidig falder priserne på den altså næsten identiske iPad mini 2, hvilket gør den til en meget attraktiv enhed trods alderen.
Så skal jeg købe en iPad mini 3
Hvis du har en iPad mini 2: Nej. Det er næppe pengene værd at få en fingeraftrykslæser.
Hvis du har en iPad mini (1): Nej. Brug i stedet pengene på en iPad mini 2, som nu er billigere end før lanceringen af 3’eren, og som i sig selv er en kraftig forbedring, der nok skal holde nogle år, før den bliver sløv og umoderne at arbejde på.
Men skynd dig – produktionen af iPad mini 2 med 64gb og 128gb er allerede ophørt, så med mindre du kan klare dig med 16gb eller 32gb lagerplads, skal du have fat i butikkernes restlagre.
Seneste kommentarer