Jeg brugte en del af juleferien på at læse journalist Susanne Meelbyes krimi-dokumentar om “Mordet på Moster – og dobbeltmordet på Peter Bangs Vej” – som helt bogstaveligt er historien om det formodede mord på hendes moster Else Langkjær i 1946, og den mulige kobling til dobbeltmordet på ægteparret Jacobsen i 1948. Historien har et fint potentiale, og Meelbye nævner en række mærkværdige forhold i forbindelse med politiets efterforskning af Langkjærs mistænkelige død. Særligt virker politiets endelige konklusion om selvmord som værende helt i modstrid med de fakta, der kendes om sagen. Bogen er imidlertid også på flere måder problematisk, og forfatteren synes nogle steder at skyde med spredehagl for at mistænkeliggøre selv den mindste detalje eller prøve at forklare dette eller hint med nye vilkårlige teorier.
Forside til Mordet på Moster
Meelbye skriver et sted, at politiets konklusion på sagen virker som om “det er små afsnit, der er sat sammen, uden at man har tænkt over, om det skrevne gav mening.” Pudsigt nok tænkte jeg det samme om selve bogen “Mordet på Moster”, som nogle steder er ganske forvirrende og springer rundt mellem tilsyneladende usammenhængende informationer. Det er flere steder også noget uklart, om de gengivne dialoger og dramatiske beskrivelser er et produkt af forfatterens fantasi – som et forsøg på at levendegøre de historiske karakterer – eller om de er taget direkte fra de originale kilder, for eksempel forhørsrapporter og udtalelser fra de implicerede politifolk. Bogen er tilsyneladende selvudgivet på forfatterens eget forlag, og har derfor formentlig ikke haft en professionel redaktør inde over. Det er lidt uheldigt, for det kunne have skabt en bedre sammenhæng i fortællingen og måske givet mulighed for at forklare nogle af de mere kryptiske betragtninger lidt bedre.
Et sted fortælles det for eksempel, at Anna Henriksen, en hemmelig elsker til Elses kæreste, Poul Gantzler, havde Else i tankerne til et muligt job hos en svensk tekstilmand, som hun mødte i forbindelse med sit job som buffistinde på et københavnsk hotel. Koblingen er forholdsvis vigtig, for det er en mulig forklaring på, hvordan den 23-årige syerske med pengeproblemer (Else Langkjær), kunne komme i kontakt med en af sagens mulige hovedpersoner, en svensk tekstilhandler ved navn August Schmitz. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at de to damer overhovedet kendte hinanden. At dømme efter det, der ellers skrives om kæresten Poul Gantzler, er det tværtimod overvejende sandsynligt, at han ikke på den måde delte ud af sit privatliv og fortalte sine løse damebekendtskaber om sin forlovede. Og selve tanken om, at elskerinden overhovedet skulle bekymre sig om elskerens forlovedes jobsituation, finder jeg generelt noget usandsynlig.
Andre steder går spekulationerne på overdrev, når en utydelig henvisning til til ordet “Plads” på bagsiden af et brev, pludselig kobles sammen med Nikolaj Plads, hvor der dengang lå en el-grossist – hvilket kan være af betydning for sagen, eftersom offerets kæreste var elektriker….
I et tilsyneladende forsøg på at skabe den dramatiske fortælling, får forfatteren også rodet sig ud i at fortælle, at et møde mellem August Schmitz og en milanesisk tekstilmand fandt sted på Hotel Terminus, fordi der i Milano findes et hotel af samme navn, hvilket derfor måtte glæde italieneren. Der er nu ikke noget, der tyder på, at de to hoteller havde noget med hinanden at gøre – der findes hoteller med navnet Terminus i nærheden af togstationer i mange byer verden over, da Terminus blot er udtryk for en endestation og ikke for en kæde af hoteller.
Der er heller ingen grænser for, hvad der kan mistænkeliggøres. Det undrer således forfatteren, at en bekendt af ægteparret Jacobsen, direktør Knut Ivar Hasselstrøm, ved sin død i 1953 kun blev ganske kursorisk nævnt i Politiken, hvor “en direktørs død [normalt] ville afstedkomme en forholdsvis stor dødsannonce”. Hasselstrøm var tilsyneladende partner i et mindre (og mindre kendt) handelsfirma, Nordisk Olie Comp. K. Hasselstrøm og H. Ødegaard, og han havde som sådan ikke nødvendigvis nogen særlig fremtrædende rolle i samfundet. Dødsannoncer bestilles typisk af de pårørende, hvilket i dette tilfælde sagtens kunne have været hustruen Oda. Oda begik, hvad også er nævnt i bogen, få måneder senere selvmord som følge af en depression over mandens død. Man kan således næppe klandre hende for ikke at få sat en større annonce i avisen i dagene efter mandens død den 27. december 1953.
Der er altså ikke umiddelbart noget specielt mistænkeligt ved, at dødsfaldet kun blev kort berørt i avisen. Meelbye fortsætter imidlertid spekulationerne og undrer sig over, at Hasselstrøms død ikke står opført i kirkebogen for Solbjerg Sogn, hvor han ifølge begravelsesprotokollerne ligger begravet. Det får forfatteren til at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt han overhovedet døde i 1953! Tidligere i bogen er det imidlertid bemærket, at Hasselstrøm var svensk født – det var på den baggrund intet problem for denne blogger at bruge 3 minutter på at finde hans dødsfald indført i kirkebogen for den svenske kirke i København (Svenska Gustafsförsamlingen), og enhver mystik om Knut Ivar Hasselstrøms død i en alder af 68 år i de kolde måneder af 1953 bør derfor være afmonteret..
Mest absurd bliver det dog, når forfatteren spekulerer i, at den sidste indførsel i Vilhelm Jacobsens checkhæfte, som hidtil er blevet læst som 8.500 (kr.), i virkeligheden er kode for en person, der kunne have med mordet at gøre, fordi det sidste nul måske kan læses som et ‘a’. Jeg citerer:
“Navnet kommer frem ved at lægge 8 plus 5 sammen, så man får 13, og der var netop 13 medlemmer i Gruppen. Forudsætter vi, at det første 0 også kan læses som bogstavet ‘o’, kan det være navnet Holten, og bogstavet a, som er det andet bogstav i Hans, fører os frem til navnet Hans Holten. Der er her tale om det andet bogstav i både for- og efternavn. Genialt, at han har kunnet skjule de to bogstaver, forklædt som tal. Den teori er der ingen andre, der tidligere har arbejdet med.”
Havde bogen været skrevet i en anden tone, kunne man have læst den citerede passage som en sarkastisk hilsen til nogle af de mere groteske og spekulative “real-life crime” bøger, der findes på markedet – hvor teorierne bliver så vilde, at man tager sig til hovedet. Et eksempel kunne være bogen “Den Sidste Aktion”, ligeledes om Dobbeltmordet, som jeg tidligere har skrevet om. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at det er sådan ment.
Det er beundringsværdigt, at Susanne Meelbye har brugt så meget tid og energi på at undersøge forholdene omkring mosterens mistænkelige dødsfald. Det virker decideret mærkværdigt, at politiet afskrev sagen som selvmord – for politiets egne dokumenter ser egentlig ikke ud til at understøtte teorien.
Derfor er det så meget mere ærgerligt, at “Mordet på Moster” er fyldt med vilde spekulationer, som de her nævnte og på konstruerede dialoger, der får læseren til at stille spørgsmålstegn ved, om dette er seriøst eller bare ren fiktion.
Når det er sagt, så er dele af bogen egentlig interessant nok og ganske læseværdig, især i forhold til de dele, der angår Else Langjærs liv og de mere faktiske forhold angående dødsfaldet. Men de dele der angår koblingen til dobbeltmordet (Jacobsens), ville jeg nok have udeladt, for de forvirrer mere, end de gavner, og den mulige forbindelse mellem de to drabssager er yderst spekulativ og baserer sig på en lang række “hvis’er” og ganske udokumenterede relationer mellem mistænkte og andre relevante personer.
“Mordet på Moster” udkom på Forlaget Meelbye i efteråret 2014. 2. udgave udkom i marts 2015. Denne anmeldelse er foretaget på baggrund af 1. udgave. Der kan således være foretaget ændringer. Bogen kan per 3. januar 2016 bl.a. købes hos Bog & Idé som e-bog (68,95 kr.) eller indbundet (2. udgave, 199,95 kr.).
Trackbacks/Pingbacks