Man kan efterhånden finde tematiserede gåture om hvad som helst – i London er der ture om både Jack the Ripper, Beatles, film-lokationer, historie, slum osv. I København er udvalget noget mindre, men det er muligt at dedikere en gåtur til bl.a. videnskabshistorie, øl, Tove Ditlevsen – og stilhed!
Silent Walks hedder konceptet, som i Danmark er udviklet af stilhedseksperten(!) Bastian Overgaard. Min viv opdagede det på vores vegne, da de sociale medier for nylig viste deres værd, og en gamle kollegas tilfældige Like blev til en investering i to billetter til os til en gåtur i stilhed.
Mødestedet blev meldt ud aftenen før selve turen: Ankeret ved Nyhavn. Kl. 17:15 startede vi ud, ca. 15 personer, guidet af stilhedseksperten selv. Vi blev ført ind i en baggård, hvor vi fik introduktionen til, hvad der skulle ske. Det vil sige, vi fik primært at vide, at vi skulle være stille, og hvordan vi skulle håndtere eventuelle bekendte, som kunne finde på at tiltale os på vejen. For illusionen – hvis man kan kalde det sådan – må ikke brydes. Taler man på turen, er det ud.
Hele idéen med konceptet er overordnet – og simplificeret – at skærpe sine sanser, ved at slå samtalen fra. Med Bastians Overgaards egne ord, er der tale om, at man “i kollektiv stilhed oplever intens koncentration, forstærkede sanser, ro og samhørighed”.
Kl. 17:25 forlod vi gården bag Charlottenborg, og først kl. 19:05 var der igen samtale i gruppen – dog afbrudt en enkelt gang (forberedt) af vores guide
Jeg vil ikke afsløre selve turens forløb, for overraskelsen – eller rettere, det uforberedte, for der er intet egentligt chokerende i det – er en del af oplevelsen. Men jeg vil gerne fortælle lidt om min egen oplevelse af turen – hvis du selv vil gøre dig dine erfaringer først, så stop med at læse her – omvendt, kan du måske bruge mine tanker til noget, når du selv går en Silent Walk med Bastian en gang i fremtiden.
Grundlæggende er konceptet, at guiden viser vej, stopper op på udvalgte steder, hvor man så står i en vis tid og iagttager, for derefter at gå videre til næste sted. Alt foregår i stilhed. Enkelte steder markerer Bastian, hvis der er noget særligt, han synes, vi skal være opmærksomme på, men det er helt op til den enkelte, hvad man vil kigge på – og hvordan man i øvrigt fortolker signalerne.
Måske lidt i modstrid med min forventning, blev stilheden i gruppen aldrig pinlig. Det virkede hurtigt ganske naturligt. Det mest interessante på første del af turen var dog, at jeg, som en del af gruppen, begyndte at opleve os som en bobbel i en virtuel verden, hvor vi kunne gå frit rundt og opleve uden at påvirke. Det manglende sprog imellem os, gav en fornemmelse af, at vi ikke længere interagerede men kun observerede. Og den effekt var ret fantastisk.
For mit vedkommende varede den effekt en lille time. Herefter blev jeg pludselig meget bevidst om, at vi i kraft af vores stilhed netop påvirkede mere, end man skulle tro. Ved et fodgængerfelt stod vi – 15 tavse mennesker, uden samtale, uden telefoner, uden handling – bag to snakkende piger. Man fornemmede på dem, at de fandt situationen lidt mærkelig, men de blev dog ved med at tale. Jeg tænkte selv, at det må føles mærkeligt påtrængende med 15 mennesker, der i fuldstændig stilhed står bag ved en – som en massiv, stille sky, der pludselig sniger sig op på én. Der var i løbet af turen flere og flere, som på den ene eller anden måde bemærkede os, og enkelte prøvede også at forhøre sig om, hvad det dog var, vi stod og iagttog så stille og intenst. Vores guide fik effektivt men høfligt afvist dem (og uddelte samtidig et par reklamepostkort, så de både kunne læse forklaringen og lade sig inspirere til selv at prøve). Men selv om det nogle steder virkede som om, at vi var lige så meget attraktionen, som de scenerier, vi selv iagttog, gjorde gruppen, at man følte sig tryg og beskyttet i sin stilhed.
Stilheden havde også en anden effekt – mine sanser blev skærpet. Jeg så flere detaljer i bybilledet – som jeg har vandret rundt i tusinder af gange – end nogensinde før. Og da vi ikke kunne dele observationerne med hinanden undervejs, gav det i stedet hjernen ro til at fantasere og fokusere på små dele af helheden, som man normalt ikke ser. En mand, der går ned af en trappeopgang. En buket roser, der står i det eneste oplyste vindue i gården. Kirketårnets kors i det fjerne, bag træer gennem hullet i murene. Byen blev til kunst, og menneskene til skuespillere i en film.
Endelig, og lidt mere banalt, førte turen os til nogle fantastiske små, stille steder lige i midten af det ellers pulserende København.
Vi sluttede turen i en baggård få hundrede meter fra vores oprindelige mødested, to timer efter vi begyndte. De sidste ni minutter af de 120, som var afsat til turen, stod vi og reflekterede over vores oplevelser og delte vores betragtninger. Det gav en ekstra dimension til turen.
Jeg kan varmt anbefale Bastians Silent Walks, som både er en god lejlighed til at opleve det København, som vi tror, vi kender, med lidt andre øjne – og samtidig til at reflektere lidt over, hvad stilheden betyder for os selv og for vores sanser og tanker.
Læs mere om Silent Walks (København) på deres Facebook-side her: https://www.facebook.com/silentwalks/ – billetter koster typisk 100,-/person ved bestilling mere end fire dage i forvejen, eller 200,-/person ved bestilling på dagen.
Seneste kommentarer