Nu vil jeg for en gangs skyld tillade mig at blive lidt politisk her. For jeg hader virkelig de letbane-planer, som der pt. er i omegnskommunerne til København. Jeg burde elske dem. For jeg har ikke bil, bruger offentlig transport dagligt og er offentlig ansat. Men det gør jeg ikke.
Letbanen kommer efter planen til at gå langs Ring 3, en ringvej omkring København som allerede i dag er stærkt trafikeret. Der vil således, under alle omstændigheder, kommer til at ske enorme forstyrelser af trafikken under den flerårige anlægsperiode. Derudover kommer letbanen til at gå igennem tætbebyggede områder som Lyngby, og den vil flere steder skære hele samfund over på tværs, da der skal bygges et letbanespor, som ikke umiddelbart kan eller må passeres. Naboer som i dag bor 10-15 meter væk fra hinanden i fugleflugt kommer altså pludselig til at bo flere hundrede meter adskilt, fordi man kun må passere vejen dér, hvor letbanen synes, det er i orden.
Og så er der hele spørgsmålet om, hvorfor i alverden vi dog skal have noget så gammeldags som en sporvogn. Hvorfor skal vi, med nutidens teknologi og den hastige udvikling indenfor busser, bruge milliarder af kroner på at anlægge spor og stationer og forstyrre trafiken og dagligdagen, både for de mange tusinder af pendlere og for de mange tusinder af beboere, som bliver direkte berørt af anlægsarbejdet?! Det er i dag muligt at anskaffe busser, som er langt mere behagelige, miljøvenlige og økonomiske at køre i, end dem, vi er vant til. Og der er mange steder i verden anlagt såkaldt BRT – “Bus Rapid Transit” – hvilket vil sige hurtigbusser, som på særlige strækninger får deres eget spor at køre i, men uden at der skal anlægges spor i vejbanen på hele bussens strækning. Man behøver faktisk ikke kigge længere væk end til København, for at finde et godt eksempel – der kører nemlig i dag en BRT imellem Ryparken St. og Nørreport St. med særlige aflukkede tracéer på særligt trafikerede områder. På den måde sikre man, at bilister, cyklister og fodgængere generes mindst muligt, samtidig med at bussen får prioritet, dér hvor der virkelig er brug for det.
Derudover ved vi, fra sikkerhedschefen på den nyligt anlagte letbane i Århus, at letbanekørsel “medfører større risici for gående, cyklister og også bilister“. Lyder det ikke godt?
Af disse – og mange andre – årsager, siger jeg NEJ TIL LETBANEN! Stop den nu – før det er for sent.
Du kan bl.a. læse mere på stopletbanen.dk
Seneste kommentarer