Jeg faldt en dag over et spørgsmål på Facebook om, hvornår de første “etniske” restauranter egentlig kom til Danmark. Spørgsmålet gjorde mig nysgerrig, og jeg begyndte for sjov at søge lidt på, hvornår den første kinesiske restaurant åbnede her i landet. Og svaret var ikke helt så entydigt, som man skulle tro.

Hvis man Googler den første kinesiske restaurant i Danmark, bliver man formentlig ledt hen til Aarhus Universitets hjemmeside om Danmarkshistorien. Ifølge den, åbnede der i starten af 1900-tallet en kinesisk te-salon i Østergade i København, mens man skulle helt hen til 1949, før den første egentlige kinesiske restaurant åbnede på dansk jord. Det var restauranten China House i Farvergade, som blev grundlagt den tidligere sangprofessor Dr. Wu.

I troen om, at China House altså var den første kinesiske restaurant i København (og Danmark), prøvede jeg at finde ud af lidt mere om den, og jeg gravede en artikel frem fra avisen København den 15. november 1949. Af den fremgik det bl.a., at restauranten på det tidspunkt var ved at blive indrettet i lokaler, hvori der tidligere havde ligget Restaurant Nanok. Ellers gik artiklens vinkel meget på, at restauranten faktisk var klar til at åbne, men at det hele afhang af “de licensbevilgende myndigheder:

Myndighederne spørger og tænker og spørger igen – – hvorfor skal Wu have Restauration, hvis han ikke har Erfaring i Faget – – hvorfor skal Wu have dansk Restauration, naar han kun taler Engelsk – – og Wu maa da komme med en Tilladelse til at opholde sig her i Landet. Den kan han faa, hvis han kommer med Bevillingen. Og Bevillingen kan han faa, naar han kommer med Tilladelsen. (Avisen København, 15. november 1949)

Ja, unødigt bureaukrati og besværlige regler, selv for dem, der kan og vil bidrage til samfundet, er tilsyneladende ikke noget nyt fænomen i dansk politik.

Det endte det med, at China House faktisk kunne åbne, men med Professor Wus landsmand, Mr. Tcho, som licenshaver, da han havde været i landet tilstrækkelig længe til at erhverve sig Statsborgerret (som det hed).

Om Professor Wu selv, fremgik det, at han i 1947 var blevet inviteret til Paris for at optræde, hvorefter han blev inviteret til både Holland og Danmark, hvor han fik mange venner. Han tog tilbage til Paris, hvor han blev tilknyttet Musikkonservatoriet. I april 1949 kom han så igen til Danmark for at synge i Odd Fellow-palæet, og planen var at han efterfølgende ville rejse hjem til Kina. I mellemtiden var hans hjemby, Nanking, imidlertid faldet til Kommunisterne, og han var således strandet i Europa. I søgen efter ny beskæftigelse, kom han til at tænke over, hvorfor København, i modsætning til andre storbyer, ikke havde blot én kinesisk restaurant – og the rest is history.

Som kuriosum kan det nævnes, at China House i 1967 udvidede med en filial i Aarhus. Denne var emne for en notits i Aktuelt den 18. december 1968, hvor man kunne læse, at bandet Savage Rose var blevet smidt ud af restauranten, da de mandlige medlemmer af gruppen ikke bar slips(!). Restaurantens værtinde, fru Sonja Woo, kunne dog love, at noget lignende ikke ville finde sted i fremtiden.

Den oprindelige China House på Farvergade overlevede i ganske mange år, og lukkede, så vidt jeg har kunne finde frem til, først definitivt en gang i starten af dette årtusinde.

Den rigtige første kinesiske restaurant i Danmark

Men var China House så også den første af sin slags i Danmark? Der er ingen tvivl om, at det var den første langtidsholdbare kinesiske restaurant i landet. Men da jeg researchede lidt på det, fandt jeg nogle interessante nyheder tilbage fra efteråret 1927, altså mere end tyve år før China House slog dørene op på Farvergade for første gang. Den 30. november det år kunne man nemlig læse i avisen Isefjordsposten, at “I løbet af et Par Dage faar København en kinesisk Restaurant, og dermed er et alvorligt Savn afhjulpet. Det vides endnu ikke, om Gæsterne skal spise med Pinde.”.

Ifølge andre samtidige avisnotitser bar restauranten navnet Loh-Tang eller Loh-Ting og åbnede enten på hjørnet af Vesterbrogade og Victoriagade, eller, ifølge restaurantens egen annoncering, på Vesterbrogade 63, hvilket er på hjørnet af Dannebrogsgade. Aalborg Amtstidende (og formentlig også andre aviser) kunne den 4. december berette, at restauranten var “opkaldt efter Shanghais største kinesiske Restaurant” og at den var “ombygget og smykket med Tæpper og Drager og andre Kina-Ting af Arkitekterne Rosenstand og Galatius samt Teatermaleren Bang-Sørensen. Der er en hel Kinesisk Hule, man falder ind i, det skinner af rød Lak, det dufter af Røgelse, og Tjenere i blaa Silkedragter glider ud og ind paa Listesko.”

Midt i december 1927 forlød det ifølge flere dagblade, herunder avisen Hejmdal den 14. december, at

Der er aabnet en kinesisk Restaurant paa Vesterbrogade i København, Dinéen lød forleden:

Gau Tang.
Tao-Jye
Tao-Djie.
Bar-Pao-Fin.

Restauranten annoncerede fra åbningen den 30. november med at være den eneste kinesiske restaurant i Skandinavien, og den bød på både europæisk og kinesisk køkken med fest & souper for Kr. 3,30 og med dans fra kl. 21 til 02. Direktionen havde ifølge samme annonce 10 års erfaring fra Ritz/Carlton i London, Paris og New York.

Det er uklart, hvad der skete med restaurant Loh-Ting. Den annoncerede stadig i Aftenbladet den 11. februar 1928, hvor det bl.a. fremgik, at den drev “egen import af The, Soya, Sako og Grøntsager”, samt at der var tale om “Originalt kinesisk Køkken og Betjening”, men derefter var der tavshed, i hvert fald i aviserne. Og den 31. august 1928, kun ni måneder efter åbningen af Skandinaviens eneste kinesiske restaurant, trykte Aftenbladet så en annonce, hvoraf det fremgik, at Dansestedet Figaro samme aften åbnede på adressen Vesterbrogade 63.

For at finde ud af lidt mere, tog jeg et kig i KTAS’s telefonbog for 1928, og her dukkede en “E Volfing” op, angivet som “Direktør (Loh-Ting) Vesterbrogade 63”. Det var lige, hvad der skulle til, for at komme videre. Volfing var nemlig ikke en helt ukendt person i restaurationskredse i 20erne og 30erne – tværtimod var han tilsyneladende lidt af en, med et moderne ord, serieiværksætter.

“E Volfing” er, ifølge værket “Hotelværter og Restauratører (Bind 1)“, en vis Carl Einar Volfing, som blev født den 27. juli 1887 i Daastrup pr. Viby. Og søreme om han ikke havde været ansat på både Carlton Hotel i London (1907-09), på Ritz i Paris (1911) og på Ritz Carlton i New York (1916-17), sådan som der stod i annoncen. Loh-Ting står ikke nævnt i værket, men det fremgår, at Volfing i perioden 1920-1929 var “Restauratør i Danmark”, og en søgning i forskellige aviser igennem 20erne afslører, at han på forskellige tidspunkter var ejer eller restauratør på så forskellige steder som Restaurant Cherry på Vesterbrogade i København, Møllebakke-pavillionen i Kalundborg og Hornbæk Kro. I 1929 dukker han så, igen ifølge “Hotelværter og Restauratører” op i Canada, hvor han var “Inspektør for Canadian National i Ottawa” (vistnok et togselskab), men ved bogens udgivelse i 1937 var han kommet tilbage til København, hvor han stod som indehaver af Hyttefadet i Nyhavn 25 og dansestedet Shanghai på Borgergade 29 eller 89. I 1941 overtog han, ifølge en notits i Frederiksborg Amts Tidende, Asminderød Kro i Nordsjælland, og det fremgik her, at han ikke længere have noget med i Hyttefadet at gøre (Shanghai blev ikke nævnt). I 1943 var Asminderød Kro efter en større renovation på fallittens rand, og Volfing solgte stedet igen. Om han derefter valgte at gå på et velfortjent otium, vides ikke, men han døde i april 1968 i en ganske respektabel alder.

Alt i alt er det tydeligt, at Loh-Ting næppe blev grundlagt af kinesiske indvandrere, men af den entreprenante restauratør Volfing – om han var partner med nogen med kinesisk blod i årene, og hvem der stod for køkkenet, ved vi dog stadig ikke, ej heller hvorfor den tilsyneladende lukkede så hurtigt, efter den var åbnet. Man kan gætte på, om den måske alligevel var lidt for avanceret for det, på det tidspunkt, relativt provinsielle Danmark, der ikke i samme grad som f.eks. London og storbyerne i USA havde set indvandring fra Asien. Men det er indtil videre ren spekulation.

Jeg er derfor stadig ganske nysgerrig på, hvad der skete med denne “oprindelige” første kinesiske restaurant i Danmark (og Skandinavien). Hvis du ved noget, så læg endelig en kommentar herunder.

Opdatering: Byhistorikeren Allan Mylius-Thomsen nævner i samme Facebook-tråd, hvori denne artikel tog sit udgangspunkt, at den første kinesiske restaurant i København efter sigende skulle være blevet åbnet af kinesiske indvandrere på det, der i dag er Dag Hammarskjölds Allé (dengang en del af Østerbrogade), lige over for den amerikanske ambassade, i 1948. Det er ikke lykkedes mig at finde nogle kilder, der underbygger det, men i princippet kan det have været et mere uformelt samlingssted for kinesiske flygtninge, som fik karakter af en restaurant. Det hører jeg også gerne mere om, hvis nogen ved noget.